Kontakt mig på 28 11 03 20

Det evigt lurende skadesspøgelse

Såvel hestene selv som os der omgiver dem gør alt for at undgå skader og ulykker, der på et splitsekund kan afslutte karrieren.

Træning, løb, foldgymnastik, medfødte defekter eller udefrakommende overraskelser er nogle af de ting vi kæmper mod og med dagligt i risikogruppen for vores heste.

Som eksempler på nogle af de heldigvis få skader hestene i min stald har været ramt af kan nævnes kanonen Kanonis Lobell, der på vej ind til sit debut løb på Lunden braste igennem bunden på min helt nye hestetransport ude på Helsingørmotorvejen og måtte slettes samt fik udsat karrierestarten.

Samme hest sluttede brat på toppen da en knogle i et forknæ kollapsede i Copenhagen Cup, præcis to uger efter han havde været 2. på Vincennes i 11,7 2100ma.

 

Danmarks vel nok største udenlandske 4 års talent Bandit Brick fandt og  købte jeg på ASVT´s auktion i Stockholm.

Køberen ville have en fejlfri hest, hvilket den også var såvel på dyrlægepapiret som eksteriørmæssigt.

Siden viste det sig at den havde en reel ledmus i et bagben, hvilket normalt havde betydet nej til handlen.

Efter operation har den vist sit værd, men handlen kan betragtes som held i uheld, da den aldrig var indgået med  korrekte oplysninger.

Staldens sidste vinder Travis blev sidste onsdag trukket ind fra fold, og på vej i stald forskrækket af naboens netop opstillede bygningsstillads hyllet ind i plastic.

Det kostede nogle pænt store hudafskrabninger på et bagben, som kun via godt og ihærdigt staldmandsarbejde fik ham klar til løbet fire dage efter, hvor hesten stod i vindercirklen.

Det gælder for alle atleter, at det mindste fejltråd eller uheld kan slutte eventyret, og ødelægge såvel investering som drømme.

Så os der kender gamet føler også med konkurrenter som Tycoon Conway Hall når det går galt, for vi ved hvad det kræver og vor lidt der skal til at timer, dage og års arbejde pludseligt går tabt.