Kontakt mig på 28 11 03 20

Selvfølgelig skal der gøres noget ekstra ud af de dygtige

Da jeg var ganske lille travinteresseret dreng oplevede jeg verdensstjernerne komme til Danmark og deltage i storløbsdage som Copenhagen Cup og N.J. Koster memorial m.m.

Jeg fik autografer af Billy Haugton, Stig H. Johansson, Leopold Verrokken, Heikki Korpi, Berndt Lindsted og hvem det nu ellers lykkedes at lokke til vores lille travnation. 

For ingen af dem kom for vores internationalt set beskedne præmiesummer.

Nej Stig H. kom hver år med en verdensstjerne fordi banketten blev holdt i Tivoli og så kunne han for en gangs skyld lokke sin kone og børn med som han så sjældent så i weekenderne, og amerikanerne kom til wonderful Copenhagen fordi de blev serviceret og vores anlæg skinnede nymalet og med blomster overalt, hvilket gav dem følelsen af at være kommet til eventyrlandet Danmark.

Og de kom alle igen så snart de havde chancen, for deres oplevelse af vores gæstfrihed, land og sport var så sjælden og havde så positiv effekt på dem at de ville vise det til andre af deres landsmænd.

Senere lykkedes det mig selv  indtil videre at have tre køreture i Copenhagen Cup.

Sammenkomsten var blevet beskåret til en middag i banens restaurant for ejere, staldfolk, træner og kusk aftenen før løbet, hvor alle var i deres es med høje forhåbninger.

Der blev netværket og skabt relationer blandt alle.

Og et par år efter sad jeg så i sulcyen til Elitloppet som historiens eneste danske catchdriver bag den fransk fødte, ejede og trænede Prix d´Amerique vinder Oyonnax, som også udelukkende grundet denne kontakt stillede op i Copenhagen Cup efterfølgende.

Økonomien er siden gået fløjten i dansk travsport, og det er sikkert også sandt at man levede over evne i de omtalte år, men man må aldrig glemme hvad travsport går ud på, og det er oplevelser.

For tiden kører der en debat på de sociale medier om for og imod at servicere hesteejere, for hvem det er lykkes at få en hest til start i et større løb på dansk jord, og jeg krummer tæer når jeg læser hvad nej sigerne har af argumenter.

Der er nemlig ikke tale om at give til de rige og tage fra de fattige.

Nej alle der én eller flere gange i deres travliv, når der til med en hest, skal der selvfølgelig gøres noget ekstra ud af, så de uanset løbsresultatet aldrig glemmer denne dag.

Det behøver ikke koste spidsen af en jetjager, f.eks. giver DTC en fotostat og et glas ved en reception til derby deltagerne.

Nej formatet og ambitionsniveauet er gået hen og blevet alt for lavt herhjemme i kampen om de få midler der er til præmier.

Men netop derfor skal der mere fokus på hesteejerens oplevelser!