Kontakt mig på 28 11 03 20

Lundens bane kanon fin

Efter i flere år at have stået på mål for kritik af Lundens banebeskaffenhed, er det som om tingene er ved at vende.

Banens bestyrelse har valgt at prioritere den årlige opretning og ligeså vigtige vedligeholdelse, og det begynder at kunne mærkes.

Ikke mindst ved den daglige brug og til løbene, men især ved at der i modsætning til før nu høres ros af banen, når man kommer rundt til løb på andre baner i Danmark og Sverige, og det må jeg indrømme ikke har været hverdagskost i mange år.

Udover at bestyrelsen tager emnet seriøst, ikke kun i tale men også i handling, har der været et par gode og konstruktive møder i baneudvalget, hvor deres repræsentanter har mødtes med vores i form af Thomas Fischer, Jens Simoni og Nicolaj Andersen, sidst kombineret med et godt indlæg fra Sydsten, der leverer materialet og har stor erfaring fra baner i Sverige.

For at få en velfungerende væddeløbsbane kræver det indgående kendskab til den lokale af slagsen, og vore to banefolk Mads og Bent er ved at have opbygget den erfaring, der skal til, hvilket nu giver resultat.

Økonomi, maskiner og materialer er vigtige ingredienser, men banepersonalets engagement og ekspertise er og bliver det afgørende, og der er vi godt rustede for tiden på Lunden.

Og sidst men ikke mindst:

En god bane er ikke nødvendigvis den hurtigste, men en bane med affjedring, der gør at vores heste kommer i stald i så god forfatning som muligt.