Kontakt mig på 28 11 03 20

Lundens betydning kan ikke overvurderes

Alle travbaner i hele verden betyder lokal interesse og har deraf betydning for sportens udbredelse.

Med risiko for at træde enhver bane over "hovene", vil jeg dog påstå at alle lande har brug for en hovedstadsbane, der emmer af historiens vingesus, og har et opland af købedygtige mennesker, der med rigtig guidning er villige til at lade sig rive med i vore fantastiske verden.

Uden tilgang af interesserede spillere, hesteejere o.s.v. har hverken travsporten totalt, eller lokalbanerne nogen fremtid, og jeg tror ikke på at rekruttereingen er ligeså let via pc´en som live på banen.

Med 1 million potentielle kunder i københavnsområdet, er der virkelig basis for at satse på markedsføring af travsporten, og tage ryg på succeshovestadsbaner som Solvalla, Bjerke, Vincennes o.s.v.

Ikke for at forfordele Lunden.

Men for at den som det mest naturlige med sin placering kan trække læsset og som i travsportens guldaldertid igen være lokomotiv for resten.

Hesteantallet i DK er så lavt efter år med frygt for stramninger af Loven om hold af heste, men der er lys forude.

Det kommer til at tage år, og i mellemtiden skal vi sikre at hestene starter, hvor rekrutteringen giver mest mening.

Historien viser, at alle er sig selv nærmest når løbsdage og præmier skal fordeles, og det er naturligt med den konstellation af foreninger der tegner DTC.

Og på kort sigt skal vi bare levere så fyldte løb på så mange dage med fællesnordisk spil som muligt.

Men fra helikopterperspektivet giver den nuværende strategi ikke meget mening, hvis man vil fremtidssikre travsporten herhjemme.