Kontakt mig på 28 11 03 20

Doping moral(e)

Vi skal alle konkurrere på lige vilkår!

Gennem de sidste 35 år, hvor jeg har fulgt travsporten på nærmeste hold i ind- og udland, er der sket et kvantespring på medicineringsområdet.

Øget viden og ikke mindst en gradvis dyreetisk forandring har givet et meget bedre syn på, hvordan vores heste skal behandles, sammenholdt med det de nu er sat i verden til, nemlig at præstere på væddeløbsbanen.

Hvad der før var normal praksis, er i dag strengt forbudt, og det kan jeg kun bifalde, om end man samtidig også skal passe på at pudse glorien og pege fingre, som det i den grad ses i disse dage i kølvandet på et par store sager på området.

Grundlæggende skal medicin kun anvendes ved sygdom, og præstationsfremmende midler slet ikke.

Enklere kan det vel ikke være eller...

Grundlæggende som træner gælder det samtidig at få så meget ud af de talenter man får til rådighed, og gøre det bedre end de andre, så man kan vinde løb, gøre det rentabelt for ejeren og derved få flere talenter at arbejde med.

Det fællesnordiske doping samarbejde har de seneste år gjort rigtig meget godt for sporten og hestene, om end oplysning/rådgivning til de aktive, der ikke kan forventes akademisk fundament til at gennemskue det hele, sagtens kan gøres meget bedre, men måske det er på vej.

For med den ene hånd skal de skyldige helt sikkert jages, findes og straffes mens vi med den anden også skal sikre os sportens renomme, og det er ikke så svært som det altid gøres til.

Trænerforeningen har bedst DTC om et møde bl.a. netop for at styrke samarbejdet og viden på området samt tilpasse procedurer, hvilket vi ser frem til, ligesom der er sat 1,5 time af til emnet på en kursusdag 3.november.

For i de få sager der har været i Danmark de senere år, har fællesnævneren herhjemme langt overvejende været fejlmedicinering, men hvad så med resten?

Hvad er præstationsfremmende udover vand, foder og motion?

Jo det er en masse medicin, men også vitaminer/mineraler som vi kan læse om i disse dage, der åbenbart i store mængder kan frembringe overpræstationer.

Og netop overpræstationer efter miljøskift, ikke mindst i de miljøer hvor det sker på samlebånd,  har altid givet anledning til eftertænksomhed hos kollegaer og spillere, og ofte også naturligt øget tiltrækning af hesteejere.

Hvad der er op og ned på de nye europæiske fund og metoder (cobolt udelukkede trænere på Meadowlands i januar 2014 og humant har der været fokus på det i årtier), vil den nærmeste tid formentlig vise.

Og hvad vil den nye udvikling med at gå tilbage og genteste allerede negativt klassificerede dopingprøver betyde praktisk og juridisk?

Vi går en interessant og forhåbentlig mere retfærdig tid i møde, for selvfølgelig skal vi passe på vores dyr, sport og konkurrere på lige vilkår.