Kontakt mig på 28 11 03 20

Mange spændende møder forude

Overalt i landet træner man løs fra morgen til aften, men torsdag er der indbudt til kursusdag i regi Dansk Hestevæddeløb, et tiltag jeg kun har ros tilovers for.

Efteruddannelse af travtrænere er fuldstændigt overset.

Og se bare de mange fejl der oftest utilsigtet begås omkring medicinering, så mon ikke oplysning og repetition er en rigtig god ide for både den enkelte, men også sporten i helhed.

Udover medicinering er lov om hold af heste, sociale medier og orientering om sporten og økonomi generelt på programmet.

Allerede inden kurset starter afholdes Generalforsamling i Trænerforeningen af 1909, da en dag ud af kalenderen kan være svær nok at finde for alle.

Her er jeg i bestyrelsen med Frantz Präem og Morten Friis, og vi skal vende flere ting såsom regler i Danmark kontra udlandet, de mange sager fra uanmeldte besøg, løbssekretariatet m.m.

Og næste tirsdag gælder det endnu en general forsamling i DTC, hvor jeg repræsenterer landsforeningen af travtrænere, og hvor en ny model med 10 bestyrelsesmedlemmer skal falde på plads.

Derpå gælder det om at trække i arbejdstøjet, for med folketingsvalg i udsigt og ingen afklaring af sportens situation, skal der ageres mod en ny plan for dansk travsport.