Kontakt mig på 28 11 03 20

Endnu et tungt år forude for sporten

Vi mister licensindehavere og startheste hvert eneste år i venten på en fremtidssikret løsning af væddeløbssporten i Danmark,

og desværre bliver 2017 endnu et af slagsen, sådan som det ser ud nu det politiske endnu ikke er helt på plads.

Det er klart, at så snart der er en sikker aftale i hus og DH i løbet af 2017 får lavet aftaler med forhåbentligt interesserede spilleselskaber,

vil vi fra 2018 begynde at kunne se fremad.

Men det kommende år skal vi fortsat for gud ved hvilket år i træk leve på tilbageholdt åndedræt og prædike optimisme, mens det endnu ikke er til at mærke i dagligdagen.

Det bekymrende er at visionerne for sportens fremtid heller ikke er tilstede, for uden at vide hvor mange penge der bliver, tør ingen se fremad.

Næ der kigges bagud, og det alt for langt, for den rigtig gode tid ligger mange år tilbage.

I mellem tiden, selv da sporten fik sine knap 100 millioner årligt er det gået én vej.

Men alligevel synes succes målet at være at alle baner kører så meget som hestematerialet overhovedet kan bære om mindre og mindre præmier.

Det ville være befriende hvis der som i Frankrig blev lavet reelle sæsonbaner, nu vi ikke har heste nok alligevel.

De kunne så køre det antal måneder hvor der er liv/turister i lokalområdet, og ellers starte på nabobanerne, som jo kun ligger 1-2 timer væk.

På min egen hjemmebane Lunden blev der til medlemsmødet løftet sløret for besparelser og nedskæringer på samarbejdsaftaler, og det var særdeles nedslående

at høre på en ledelse uden gnist for, hvordan vi bringer banen til en lysere fremtid.

Det er oplagt at vi på Lunden har det størst tænkelige potentiale lige udenfor banen, og det endda nogle der godt vil betale for at more sig.

Desuden står det klart at hovedopgaven er at gøre det attraktivt at blive hesteejer på banen, da der ellers år efter år vil blive frataget løbsdage.

Naturligvis har hovedstadsbanen de bedste forudsætninger for at rekruttere spillere til travsporten og fællesskabet,

og selvom de måske ender hjemme ved computeren i 90 procent af tilfældene, skal de lige ud og læres op via succesoplevelser først.

Men det kræver at Lunden og også den samlede sport investerer i medarbejdere til at komme ud og rekruttere,

og ikke bare læner sig tilbage og sparer os alle ihjel.